Man skulle tro at dette spørgsmål kan besvares af et ja eller et nej, men der er flere nuancer. Det kan nemlig være rigtig svært at vurdere egne evner.

Nogle er gode til at vurdere egne evner, og deres vurdering svarer overens med deres reelle formåen. Andre overvurderer egne evner, og det kan have sin fordele, men bestemt også sine ulemper.

Vurdering af egne evner

Hvis du hører til den kategori, som konstant undervurderer dine egne evner, så er der en stor sandsynlighed for, at du ikke engang selv er klar over det. Eller rettere; du er nok klar over det, når du læser mit spørgsmål i overskriften, men at overføre det til specifikke situationer, hvor du skal vurdere dig selv, er svært, og her stiller du hellere dine krav og forventninger til dig selv lidt højere, så du sikrer dig at dine evner rækker, at du har leveret ”nok”.

Den ubevidste besked til dig selv, i disse situationer, må således være ”du er ikke dygtig nok”, ”dine evner rækker ikke” og dit system vil således scanne for muligheder for at kompensere for dette med en ekstra indsats.

Konsekvensen af at du undervurderer egne evner er således lig med høje krav og forventninger til dig selv og i mange tilfælde urimeligt høje krav og forventninger.

Hvis du altid har været vant til at stille høje krav til dig selv, og faktisk synes at det er sund fornuft, at stille spørgsmål ved, hvorvidt du kan gøre tingene bare lidt bedre, så har det sikkert været med til at give dig rigtig gode resultater. Derfor er det også lidt vanedannende altid at stille ”skarpt og kritisk” på egne evner, så du sikrer dig at komme ud med et godt resultat.

Problemet er, at denne strategi kan risikere at give ”bagslag”. Der findes et amerikansk ordsprog: ”You can overperform to underdeliver”. Hvilket betyder, at hvis du stræber SÅ meget efter at levere ”nok” og ikke har tillid til egne evner, så risikerer du, at du slet ikke lever op til dit eget niveau og evner. I så fald leverer du under niveau – ALENE fordi energien bliver fokuseret omkring frygten for ikke at være nok, snarere end tilliden til at evnerne rækker og det er godt nok.

Årsagen til dette postyr skal selvfølgelig findes i dybt underliggende mønstre og overbevisninger om dig selv, som du har samlet op gennem livet. De fleste af dem sikkert i barndommen, men mange af dem ligeledes i dine unge år og gennem arbejdslivet. Alt dette vil jeg skrive om på min blog på et tidspunkt.

Hvis ovenstående er tilfældet for dig, som det var det for mig i mange år, hvad kan du så gøre i dag, for allerede at begynde at handle anderledes?

Undervurderer du egne evner er der 2 indsatsområder som du kan sætte ind på allerede nu:

  1. Er du vant til at have for høje forventninger, så er det en god ide at alliere dig med en chef eller andre, som kan sætte barren for dig, så du sikrer dig, at den ikke bliver sat for højt. Det kan som sagt koste mange unødige kræfter, og du kan risikere at underlevere hvis overliggeren er sat for højt. Du risikerer også at komme til at udsætte din opgaver, hvis de er uoverstigeligt store.
  2. Få styr på dine styrker og talenter og sørg for at du får fokus på disse frem for at fokuserere på det du måtte mangle på din kompetence-palette. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort og derfor har jeg en avanceret test til dette formål, men du kan sagtens selv starte med at lede efter de områder i livet, hvor du oplever at der er flow og tingene kører let for dig. Det er ofte her, at vi har vores største styrker og talenter.

Du kan få en smagsprøve ved at benytte dig af denne Facebook App, hvor du kan forsøge at gætte dine 9 toptalenter og hvis du gætter 5 af dem, så får du en gratis tilbagemelding på dine talenter.

God fornøjelse!