Er du rigtig eller forkert?
Findes der en rigtig eller forkert måde at være på? En rigtig eller forkert holdning til noget? En rigtig eller forkert måde at se ud på? Et sæt rigtige eller forkerte styrker og talenter?
Det kræver energi at have modstand på noget
Hvis du tænker, at der overordnet er noget som er rigtigt og noget som er forkert, så kan det være med til at sabotere din egen indre følelse af værdi – HELT uden du ved det. Du kan nemlig ikke dømme andre uden at dømme dig selv samtidigt, og du kan ikke dømme dig selv uden at dømme andre.
Det er der rigtig mange af os der gør – bevidst eller ubevidst. Det er jo en del af det at være mennesker. At have fået et vist sæt værdier, at have taget stilling til tingene og andre mennesker, og vide hvad du står for og ikke vil stå for. Dermed risikerer du at skabe et såkaldt rigtigt og forkert.
Problemet er, at du inde i dig selv kan komme til at tage afstand til dele af dig selv. Der er dele som du ikke vil være ved (det er ofte dele du ikke har erkendt er der), men så længe du tager afstand til dem og har modstand på dem, så bruger du energi på ”ikke at måtte være det” du også er 🙂 .
Debbie Ford brugte det billede, at den energi du bruger på at tage afstand fra noget eller nogen, svarer til at stå og holde 2 badebolde nede under vandet – en rimelig stor kraftudladning. Du skal jo samtidigt sikre dig, at du ikke kommer til at blive forbundet med det eller dem du tager afstand fra, og dermed også med den del af dig, som måtte afspejle bare lidt af det.
Det handler altid om et match
Fra mit arbejde med det styrkebaserede ved jeg, at du får meget mere ud af at fokusere på det du er, og at turde og have lyst til at stå ved det, inklusiv dine såkaldte skyggesider eller det du måtte synes ikke er så lækkert/spændende/klogt/pænt/in/cool – du kan selv fylde på. Når du tør være med det som er, så er det langt nemmere at finde et match til dig selv. Det er uanset om der er tale om kærester, venner eller jobmatch.
I rekruttering taler vi om jobmatch, boss-match og kultur-match som parametre vi kigger på, i forhold til om en kandidat passer til et jobbet. Det betyder altså også, at man kan have masser af fantastiske kompetencer, fantastiske personlige karaktertræk og egenskaber, og alligevel ikke være et match til jobbet.
Er man så forkert eller mindre værd? Nej man er bare ikke et match.
Jeg kan godt lide at bruge vendingen ”ikke et match” fordi det ikke er ladet. Så der er ikke noget der er bedre end andet. Der er ikke noget som er rigtigt eller forkert og derfra er det lettere at se på sig selv om andre fra vores potentiale og ikke fra et manggel perspektiv. Det er essensen af den styrkebaserede tankegang.
Når du i større udstrækning kan erkende, at du ikke er et match til alle – kærester, venner eller arbejdspladser; så kan du i stedet begynde at fokusere på hvad du er, og således også hvad du er et match til. I stedet for at prøve at tilpasse dig og forsøge at være mere og andet end det du er, kan du koncentrere dig om at være mere dig, mere af det du er god til, mere af det kun du kan være.
Skal vi så aldrig tilpasse os?
Jeg bliver ofte spurgt, når jeg taler om styrkerne, om vi så aldrig skal kigge på vores såkaldte svagheder eller om vi aldrig skal tilpasse os situationer, hvor vi ikke er stærke. Jo det skal vi, men der er stor forskel på hvilken vinkel vi kigger på vores svagheder fra. Kigger vi på løsningen på et problem (hvor vi er svage) fra vores styrkede selv, eller giver vi vores svagheder al fokus og tager udgangspunkt i vores mangler?
Voksne mennesker adskiller sig ikke så meget fra børn. Vi udvikler os alle mest og længst, når vi bliver set fra vores største potentiale. Forskellen er blot at vi som voksne mennesker også selv har en forpligtelse til at kende vores potentiale, og tage udgangspunkt i det frem for vores mangler. Styrkerne er en del af vores potentiale og kender du ikke dine styrker, eller har du glemt dem fordi du har fået nogle knubs af livet, og været i nogle situationer og arbejdssituationer, hvor det ikke er blevet opfattet som styrker, så er afdækning af dine styrker et godt sted at starte.